Bergmanden

Gravmonumentet på Vår frelser, bildet lånt fra google

Helt siden første gang jeg så dette monumentet på Vår frelser har jeg lurt på hvorfor Ibsen valgte en bergmannshammer som symbol på bautaen. Nå viser det seg at det ikke var han selv som bestemte dette, men hans sønn Sigurd som fikk siste ordet og da ble det så flott som dette.

I følge sikre kilder hadde Gustav Vigeland et forslag om at en halvnaken Ibsen skulle stige opp av en pyramide og Lorentz Dietrichson prøvde å overtale Sigurd til at på en dikters grav måtte det være en lyre.

Bergvæg, brist med drøn og brag
for mit tunge hammerslag!
Nedad må jeg vejen bryde,
til jeg hører malmen lyde.

Dybt i fjeldets øde nat
vinker mig den rige skat, --
diamant og ædelstene
mellem guldets røde grene.

Og i dybet er der fred, --
fred og ørk fra evighed; --
bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde barnefred i eje.

Men jeg glemte dagens pragt
i den midnatsmørke schakt,
glemte liens sus og sange
i min grubes tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med skyldfrit sind:
dybets ånder skal mig råde
livets endeløse gåde. --

End har ingen ånd mig lært,
hvad mig tykkedes så sært;
end er ingen stråle runden,
som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej
frem til klarhed denne vej?
Lyset blinder jo mit øje,
hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;
der er fred fra evighed.
Bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer! --

Hammerslag på hammerslag
indtil livets sidste dag.
Ingen morgenstråle skinner;
ingen håbets sol oprinder.